København, latin Hafnia) er Danmarks hovedstad og er med 1.263.698 indbyggere (2015)^[1] landets største byområde omfattende 18 kommuner eller dele heraf.

Centrum for byområdet udgøres af Københavns Kommune, der inkl. enklaven Frederiksberg Kommune tæller 661.464 ^[4] indbyggere (2013) og er Danmarks mest folkerige kommune. I hele byregionen, (den 2.778 km² ^[5] store Hovedstadsregionen), bor to millioner mennesker (præcist 1.992.114 ^[2] per 1. januar 2015).

Den danske hovedstad er desuden grænseby og centrum for Øresundsregionen, som er Nordens største metropolregion. Øresundsregionen dækker 20.649 km² i Danmark og Skåne og omfatter 3,8 mio. indbyggere (2013), heraf 2,5 mio. (2010) i Danmark

Byen ligger på Sjællands østkyst og strækker sig ind over dele af Amager. En række broer og en tunnel forbinder de sjællandske og amagerske bydele.^{[note 1]} Siden 2000 har København og Malmø været forbundet af Øresundsforbindelsen.

I København findes Danmarks centrale institutioner som Folketinget, kongehuset, højesteret og centraladministrationen. Byen er på trods af sin yderlige placering i Danmark nationens kulturelle og økonomiske center og et vigtigt trafikknudepunkt med Nordens største lufthavn, Danmarks største banegård og en af de største havne, samt kulturinstitutioner som Parken, Nationalmuseet og Operaen.

Københavns historie kan føres tilbage til omkring år 800, hvor der lå et mindre fiskerleje, hvor byens centrum nu er. Fra 1300-tallet blev byen Danmarks rigeste og mest betydningsfulde – en status som den har fastholdt lige siden. I dag bor ca. 22 % af Danmarks befolkning i Københavns byområde.

Efter en økonomisk nedgangstid i slutningen af det 20. århundrede har byen det sidste årti oplevet økonomisk og kulturel fremgang og står nu stærkere både nationalt og internationalt. København er således i dag blandt Nordeuropas økonomiske centre og hjemsted for en række store internationale virksomheder som A.P. Møller-Mærsk, Carlsberg, Novo Nordisk, Danske Bank og ISS.

Byen er indenfor de seneste årtier omstillet fra at være en stagnerende industriby til at konkurrere internationalt som landets førende vækstmotor.

Før middelalderen har navnet på byen sandsynligvis været Havn. I middelalderen hed byen på gammeldansk Køpmannæhafn; et navn der oversat til moderne dansk betyder købmændenes havn og er et udtryk for den betydning, købmændene havde for byen på dette tidspunkt.

En række andre navne bygget over det oprindelige danske navn for byen bruges på forskellige sprog. Som eksempler kan nævnes tysk og nederlandsk Kopenhagen, engelsk Copenhagen, fransk, portugisisk og spansk Copenhague, latin Hafnia, tjekkisk Kodaň og islandsk Kaupmannahöfn.

I 1923 blev den latinske udgave af navnet basis for navngivningen af det netop opdagede grundstof hafnium, idet opdagelsen skete på det nuværende Niels Bohr Instituttet.

Som det hører storbyer til har København også kaldenavne og endda flere af slagsen:

• Kongens København: Gennem århundrederne har skiftende konger sat deres præg på hovedstaden. Det gælder navnlig Christian IV, der foruden at udvide området inden for byvoldene til det tredobbelte bidrog med bygninger som Rosenborg, Rundetårn og Børsen.
  

  Rosneborg Slot / Rosenborg castle Copenhagen, set fra kongens have.

• Byen med de skønne tårne: Turistslogan skabt af brygger Carl Jacobsen i 1910. Det hentyder til de mange tårne og spir, der dengang som nu sætter sit præg på navnlig Indre By, og hvortil den generøse brygger i øvrigt også selv bidrog i form af spiret på Nikolaj Kirke.^[8]
• Wonderful Copenhagen (vidunderlige København): Både et turistslogan gjort kendt af skuespilleren Danny Kaye, der sang om byen i en film fra 1952 om H.C. Andersen, og navnet på byens officielle turistorganisation, Wonderful Copenhagen.
  

  Christians Borg Bro

Af og til ses desuden Nordens Paris, men denne smigrende sammenligning med Byernes by er i modsætning til de andre ikke eksklusiv, da den deles med både norske Tromsø og danske Aalborg.

I daglig tale bruges navnet “København” både om Københavns Kommune og om byen som helhed, der også omfatter hele eller dele af 17 andre kommuner. Nærværende artikel omfatter byen som helhed.

Det samlede byområde defineres geografisk af Geodatastyrelsen (med den såkaldte polygonmetode), hvor vandarealer fratrækkes. Metoden følger FN‘s retningslinjer, hvor et byområde for at blive betragtet som samlet ikke må have mere end 200 meter mellem husene (parker og lignende ikke medregnet).^[10] Dog tæller Geodatastyrelsen stadig hele Københavns og Tårnby kommuner med, til trods for at der i heri indgår store helt ubebyggede arealer, f.eks. på det vestlige Amager, Saltholm og Peberholm.

Området optager lidt over 450 km², men selve byen København optager langt fra denne geografiske størrelse. Danmarks Statistik får derefter antallet af indbyggere via CPR. Det er også Danmarks Statistik der præsenterer de samlede oplysninger.

Selvom byområdet er klart afgrænset fra myndighedernes side, anvender de forskellige betegnelser for det. Geodatastyrelsen anvender København, mens Danmarks Statistik benytter Hovedstadsområdet, og på vejskiltene langs indfaldsvejene har Vejdirektoratet valgt Storkøbenhavn. København er imidlertid den eneste af de tre betegnelser, der er autoriseret af Stednavneudvalget.^[11] Det er dog i alle tilfælde det samme område, der menes.

Historie frem til 1100-tallet

Der er gjort en del fund fra forhistorisk tid i Københavnsområdet. Ved bygningen af Amager Strandpark fandt man f.eks. levn af en kystnær boplads fra yngre stenalder. Gravhøje i forstæderne tyder på menneskelig aktivitet i forhistorisk tid, og mange af bynavnene i nærheden af København vidner derudover om grundlæggelse af byer i det storkøbenhavnske område i vikingetiden.

Indtil for nylig var det ældste spor efter bymæssig bebyggelse i Københavnsområdet inden for voldene fra omkring år 1000, hvor der er fundet spor fra et mindre fiskerleje dér, hvor København ligger i dag. Fiskerlejet lå lige nord for Københavns Rådhus omkring Mikkel Bryggers Gade, der dengang lå ud til havet. Men i forbindelse med udgravning af Metroen har man fundet spor af bådebroer ved Gammel Strand, der daterer sig helt tilbage til omkring år 700. Ved udgravningen til metrostationen ved Kongens Nytorv har man endvidere fundet spor af en gård fra vikingetiden.^[12]

Første gang forløberen til København under navnet “Havn”^[13] nævnes i kilderne, er i forbindelse med et søslag mellem Svend Estridsen og den norske konge Magnus den Gode i 1043. Derefter er der tavshed om byens skæbne i de næste 120 år.

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Det er sandsynligt, at byen i løbet af 1100-tallet har kunnet profitere på den centrale placering mellem de store domkirkebyer Lund og Roskilde og dermed har været et vigtigt punkt for trafik og handel mellem de to byer.^[14] Den naturlige havn samt den lille ø Slotsholmen, som var let at forsvare, har sikkert også givet byen store fordele. I anden halvdel af 1100-tallet brydes tavsheden om byen, da Saxo nævner, at den lille by “Hafn”, sammen med en række andre byer, overdrages til biskop Absalon omkring 1160.^[15] Det nøjagtige årstal kendes ikke, da det gavebrev, som Absalon fik med, er forsvundet. Fra omkring 1167-1171 byggede Absalon en borg og en bymur på stedet.

Under Absalons ledelse begyndte byen at vokse. Især i 1200-tallet udvidede byen sig, så den efterhånden kom til at dække en større del af området mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen. Gråbrødre Kloster samt kirkerne Vor Frue , Skt. Peder (nu Skt. Petri) og Skt. Nikolai blev alle bygget i første halvdel af det 13. århundrede. Det 13. århundrede var en urolig tid i dansk historie, hvilket kom til udtryk i skiftende bispers og kongers indædte kamp om retten til byen. Biskop Jacob Erlandsen kunne dog i 1251 tvinge den pressede kong Abel til at overgive ham byen, og denne biskop gav i 1254 byen dens første stadsret.^[16] Fem år senere, i 1259, blev byen angrebet og plyndret af den rygiske fyrst Jaromar.^[17][18][19]

Efterhånden begyndte byen at vokse sig til rigets største og mest betydningsfulde, selv om den endnu ikke var blevet hovedstad. Selvom byen var den største boede der dog stadig under 5.000 indbyggere og kun nogle få hundrede færre i byer som Ribe og Århus.^[16] Placeringen midt i riget med en naturlig havn ved en vigtig søhandelsvej var ideelt. I 1419 lykkedes det endelig en dansk konge, Erik af Pommern, permanent at tage magten over byen fra kirken, og i 1443 gjorde Christoffer III byen til kongelig residensby. I 1479 blev universitetet grundlagt. København var nu landets vigtigste by.^[20]

Under reformationen og Grevens Fejde stillede byens borgere sig på den tabende Christian II’s side, men blev dog skånet for større repressalier, da den nye kong Christian III ville holde sig gode venner med borgerne.

Renæssance, enevælde og oplysningstid[redigér | redigér wikikode]

Christian IV fik stor betydning for København. Under ham blev byens gamle mure langs Gothersgade lagt ned og udvidet, så de gik langs den nuværende jernbanelinje mellem Nørreport og Østerport udenom det af Christian IV nyanlagte Nyboder. Københavns volde blev også udvidet med forsvarsanlæg af det nyanlagte område Christianshavn. Fra 1658-1660 under Første Karl Gustav-krig var København som sidste område i riget under dansk kontrol, men under belejring af de svenske tropper anført af Karl X Gustav. I februar 1659 forsøgte svenskerne at indtage byen ved et stormløb, men en fælles indsats fra soldater og byens borgere holdt dem tilbage. Efter det mislykkede stormløb holdt svenskerne dog byen belejret helt frem til 27. maj 1660.^[22]

Ved indførelse af enevælden i 1660 under Frederik III blev København en endnu vigtigere by i Danmark, fordi det var herfra den stadigt mere centralistiske danske stat blev styret. I 1660 fik København en ny ledelsesform ved navn “Stadens 32 mænd“.

I 1711-1712 hærgede en af de værste pestepidemier i Københavns historie. Pesten kostede cirka 22.000 af byens omkring 60.000 indbyggere.^[23] Nogle år efter gik det endnu en gang galt, da lige over en fjerdedel af byens bygninger gik op i røg ved en bybrand i 1728.

Inspireret af europæiske ideer grundlagde man i 1748 Frederiksstaden nord for Kongens Nytorv med Amalienborg som den flotteste del.^[24] I sidste halvdel af det 18. århundrede oplevede København under den Florissante periode en enorm opgangstid som følge af den profitable handel med de stridende magter, England og Frankrig. Opgangsperioden sluttede dog for en tid, da først Christiansborg brændte i 1794 og siden en bybrand i 1795 hærgede den indre by, og derefter kom den britiske flåde for at afkræve Danmark sin flåde (se Slaget på Reden 1801), hvilket også skadede dele af byen. Skaderne havde dog langt fra det omfang som de skader, den landsatte britiske hær forvoldte under det engelske bombardement af byen i 1807, hvor store områder af byen brændte ned, idet det britiske militær brugte raketter. Den middelalderlige Vor Frue Kirke gik også op i flammer.^[25] Det meste af Københavns indre by er præget af genopbygningerne efter brandene og bombardementet.

Fra 1807 til 1. verdenskrig

Dette afsnit beskriver perioden fra det engelske bombardement af byen og indtil starten af 1. verdenskrig i 1914. Bl.a. grundet statsbankerotten i 1813 var der ikke råd til at genopbygge de offentlige bygninger, der var blevet ødelagt af bombardementet, som Vor Frue Kirke og universitetet, før et godt stykke op i 1800-tallet. Da der endelig kom gang i økonomien, affødte dette en enorm udvikling. Kulturelt set kom København til at danne rammen om en af dansk histories mest givende kulturepoker, Guldalderen, som prægedes af bl.a. C.F. Hansen, Bertel Thorvaldsen og Søren Kierkegaard.^[26] Herefter fulgte industrialiseringen i anden halvdel af det 19. århundrede. Efter en stor koleraepidemi i 1853 besluttede man endelig at nedlægge de gamle volde.

Det blev nu tilladt at bygge permanent, grundmuret nybyggeri uden for voldene. Denne frigivelse i kombination med en meget liberal byggelovgivning førte til et byggeboom i brokvartererne og en betydelig forøgelse af indbyggertallet. Omkring 1800 boede der cirka 100.000 mennesker i hovedstaden, og i starten af det 20. århundrede boede der næsten 500.000.

De nye bydele blev meget forskellige: Frederiksberg og Østerbro blev borgerskabets kvarterer; Nørrebro og Vesterbro blev derimod arbejdernes bydele.

Som erstatning for den gamle fæstning vedtog Estrup-regeringen fra 1886 byggeriet af det store befæstningsbyggeri, herunder Vestvolden. Det var Danmarks største arbejdsplads og er kun senere overgået af Storebæltsforbindelsen. Opførelsen af store projekter som Frihavnen (1894), Rådhuset (1905) og Hovedbanegården (1911) satte også sine spor. København var blevet en industriel storby, hjemsted for virksomheder i international målestok såsom Burmeister & Wain, Østasiatisk Kompagni og Det Store Nordiske Telegrafselskab.

Efter en svag start (Slaget på Fælleden) fik arbejderbevægelsen sit gennembrud i 1900-tallets hovedstad, hvor finansborgmesterposten i 1903 blev overtaget af fagforeningsmanden Jens Jensen.^[27] I 1901 gennemførte kommunen en indlemmelse af en række sogne bl.a. Brønshøj og Valby, og i 1902 indlemmedes Sundbyernes Kommune. Kommunens areal blev dermed tredoblet og efterlod Frederiksberg som en enklave i Københavns Kommune.^[28]

Fra 1. verdenskrig til i dag[redigér | redigér wikikode]

Dette afsnit beskriver perioden fra starten af 1. verdenskrig i 1914 til i dag. Neutralitetspolitikken medførte, at København ikke blev særligt påvirket af 1. verdenskrig. De såkaldte gullaschbaroner tjente mange penge på aktiespekulation og på at eksportere kødprodukter til Tyskland. Efter 1. verdenskrig var der knaphed på de fleste ting, og en stor arbejdsløshed var medvirkende til en del uro fra især de københavnske arbejderkvarterer. I 1922 gik Landmandsbanken fallit og trak mange med i faldet.^[29

^]

Fra 1917 havde Socialdemokratiet flertal i kommunens styrelse. Det medførte en øget offentlig forsorg, kommunalt boligbyggeri m.m. Anlæggelsen af Fælledparken og andre parker var et andet udslag af kommunens nye social- og sundhedspolitiske program, der bl.a. som følge af boligkriserne i 1908 og 1916 fokuserede på at bygge boliger, der ikke var påvirket af byggespekulation. I takt med at der blev bygget på jorderne uden for Søerne, nærmede København sig omkringliggende byer som Lyngby, Herlev og Rødovre. Og efterhånden blev disse til forstæder. Af mangel på egnet jord i den indre by kom meget af byudviklingen til at foregå omkring disse byer. Denne udvikling blev også hjulpet af mere kollektiv trafik, bl.a. åbningen af S-togslinjerne fra 1934.^[30

^]

Under 2. verdenskrig blev København ligesom resten af Danmark besat af tyske tropper. Flere bygninger blev under besættelsen ødelagt enten ved sabotage eller ved angreb fra de allierede styrker. Heriblandt kan nævnes, at Shellhuset, der var hovedkvarter for Gestapo, den 21. marts 1945 blev bombet af britiske fly. Under dette angreb blev Den Franske Skole på Frederiksberg ramt, og mange børn blev dræbt.^[31] Mange industribygninger i København blev også sprængt i luften af den danske modstandsbevægelse.

Efter krigen fik den stigende bilisme en stadig større betydning for byens udvikling, og dette fik fingerplanens ideer om et København bygget op omkring den kollektive S-togstrafik til at blive lidt udvandet. Nogle forstæder voksede op væk fra S-togsnettet. I 1960’erne syntes udviklingen i Københavns Kommune at være gået nærmest i stå, mens man i forstadskommunerne byggede på livet løs. Gladsaxe Kommune under Erhard Jakobsen og Albertslund er eksempler på denne udvikling i Københavns omegnskommuner.^[32]

Det indre København oplevede derimod en nedgangstid fra 1960’erne med udflytning af industri og indbyggere. Denne udvikling begyndte at vende omkring 1990. Især med byfornyelsesplanerne fra 1991 blev mange nedslidte kvarterer langsomt men sikkert eftertragtede. Med bygningen af metroen og boliger langs havnen er den indre by blevet bundet bedre sammen. Bygningen af Øresundsbron i 2000 har forbundet København med det vestlige Skåne, og byen forstærkede dermed sin status som centrum for Øresundsregionen.^[33]

Boligmarkedet i byen var i perioden ca. 2002-2007 præget af en boligboble. Dette stoppede som i resten af Danmark i 2007, og markedet er i dag (2010) præget af usikkerhed omkring prisen. I starten af perioden blev det ligeledes muligt at vurdere andelsboliger efter markedspris. Dette åbnede det ellers lukkede andelsboligmarked op, og andelsboliger omsættes nu oftest i fri handel i stedet for gennem lukkede lister og nogle gange penge under bordet.^[34] I bobleperioden var det populært at bosætte sig i Malmø i Sverige og arbejde i København.^[35

^]

Mens Ungdomshuset på Jagtvej eksisterede, var især Nørrebro-området jævnligt præget af voldsomme demonstrationer, der udgik herfra. Dette kulminerede i forbindelse med nedrivningen af huset i marts 2007, men i dag (2010), hvor der er blevet lavet et nyt hus til de unge i Nordvest, er der ikke længere store demonstrationer med udgangspunkt i bevægelsen omkring Ungdomshuset.^[36]

 

I 2008-2009 var der flere opgør mellem diverse kriminelle grupperinger, hvor unge indvandrere og rockere stod på hver sin side i det, der blev kaldt Bandekonflikten.^[37]